Nedanstående har inte jag skrivit. Tyvärr. Detta är något av det finaste jag vet, det betyder förmodligen att jag är gubbe.
Svante ved pølsevognen.
En kold, blæsende oktoberdag kom Svante og jeg forbi en pølsevogn på Frederiksberg. Jeg blev grebet af en uimodståelig pølsetrang og udbad mig på stedet en ristet pølse.
Svante stillede sig ved siden af mig. Han havde en af sine tavse, grubliserende stunder, eller mere folkeligt udtrykt: tømmermænd. Næppe havde jeg fået udleveret den hede, duftende pølse, før der blev plads ledig i læsiden af pølseetablissementet, og jeg skyndte mig derhen. Men Svante blev stående i vindsiden og så tankefuldt frem for sig. Pølsemanden spurgte ham:
- Hvad skulle der være – almindelig, knæk eller ristet?
Svante blev lidt mere nærværende og svarede:
- Ingen pølse til mig, tak.
Pølsemanden hævede øjenbrynene en smule og spurgte:
- Hvad kan jeg så tjene Dem med – vi har desværre ikke andet end pølser og brød – et par stykker brød måske?
- Nej, tak, jeg skal slet ikke ha noget – især ikke pølser.
Pølsemanden viste sig at være lidt af en filur. Han så undersøgende på Svante og
fortsatte høfligt:
- De kommer bare for at fortælle, at De ikke vil ha en pølse?
Svante nikkede: -Ja, jeg synes det er det rigtigste at gøre opmærksom på det – så der
ikke opstår nogen misforståelser.
- Meget betænksomt, sagde pølsemanden, De bryder Dem altså ikke om pølser?
- Jo, tidligere holdt jeg meget af pølser – men det er slut nu.
- Javel. Tør jeg spørge: hvis De nu ville ha haft en pølse, hvilken slags ville De så ha foretrukket?
- Rimeligvis en knækpølse. Eventuelt en ristet.
- Det er altså især knækpølser og ristede pølser De ikke vil ha?
- Ja, det glæder mig De har forstået mig.
- Vi er til for at forstå hinanden. Men den pølse De ikke vil ha, sku den så være med sennep eller ketchup eller begge dele?
- Begge dele. Med eller uden begge dele. Som man nu vil opfatte det.
- Jeg respekterer fuldt ud Deres indstilling. Jeg burde måske gøre opmærksom på at vi osse har ristede løg og rå hakkede løg som tilbehør.
- Det var godt De nævnte det. Så tror jeg at jeg vil skifte ketchuppen ud med rå hakkede løg – i første omgang. Måske – men det kan jeg ikke sige helt sikkert – måske vil jeg ha to knækpølser.
- Et eller to stykker brød?
- Jeg vil nøjes med at undvære et stykke brød.
- Tør jeg forstå på Dem, at de så gerne vil ha det andet stykke brød?
- Jeg er ked af hvis jeg udtrykker mig uklart. Det første stykke brød er det jeg ville ha bestilt, hvis jeg ville ha bestilt det. Men da jeg nu ikke vil bestille det, falder det naturligvis væk af sig selv. Det andet stykke derimod ville jeg ikke engang ha bestilt selv om jeg ville ha bestilt det første, så det bliver slet ikke aktuelt.
- Så er jeg med nikkede pølsemanden alvorligt.
- Men De må undskylde jeg har taget Deres tid, sagde Svante, da han så jeg var færdig med min pølse.
- Jeg kommer igen i morgen.
- De skal være velkommen når som helst.
- Og siden den dag kom Svante hver aften og frabad sig på forhånd sin knækpølse med sennep og rå hakkede løg og kun et stykke brød. Enkelte gange kunne pølsemanden overtale ham til at give afkald på ristede løg i stedet for de rå, men der satte Svante også grænsen. Alligevel udspandt der sig et varigt venskab mellem de to, hvis man da kan tale om negative venskaber, og det varede til Svante atter fik smag for pølser og derved blev en ganske almindelig kunde.
- Nå, slutningen står for min regning. Jeg syntes hændelsen indbød til at man digtede videre på den. Jeg tilskyndede også Svante til at lave en vise om den, men der blev aldrig nogen vise af det. Det siger måske lidt om Svantes arbejdsmetoder og forklarer hans knappe produktion: han lod sig ikke inspirere af hvad som helst.
Forfatter: Benny Andersen
En kold, blæsende oktoberdag kom Svante og jeg forbi en pølsevogn på Frederiksberg. Jeg blev grebet af en uimodståelig pølsetrang og udbad mig på stedet en ristet pølse.
Svante stillede sig ved siden af mig. Han havde en af sine tavse, grubliserende stunder, eller mere folkeligt udtrykt: tømmermænd. Næppe havde jeg fået udleveret den hede, duftende pølse, før der blev plads ledig i læsiden af pølseetablissementet, og jeg skyndte mig derhen. Men Svante blev stående i vindsiden og så tankefuldt frem for sig. Pølsemanden spurgte ham:
- Hvad skulle der være – almindelig, knæk eller ristet?
Svante blev lidt mere nærværende og svarede:
- Ingen pølse til mig, tak.
Pølsemanden hævede øjenbrynene en smule og spurgte:
- Hvad kan jeg så tjene Dem med – vi har desværre ikke andet end pølser og brød – et par stykker brød måske?
- Nej, tak, jeg skal slet ikke ha noget – især ikke pølser.
Pølsemanden viste sig at være lidt af en filur. Han så undersøgende på Svante og
fortsatte høfligt:
- De kommer bare for at fortælle, at De ikke vil ha en pølse?
Svante nikkede: -Ja, jeg synes det er det rigtigste at gøre opmærksom på det – så der
ikke opstår nogen misforståelser.
- Meget betænksomt, sagde pølsemanden, De bryder Dem altså ikke om pølser?
- Jo, tidligere holdt jeg meget af pølser – men det er slut nu.
- Javel. Tør jeg spørge: hvis De nu ville ha haft en pølse, hvilken slags ville De så ha foretrukket?
- Rimeligvis en knækpølse. Eventuelt en ristet.
- Det er altså især knækpølser og ristede pølser De ikke vil ha?
- Ja, det glæder mig De har forstået mig.
- Vi er til for at forstå hinanden. Men den pølse De ikke vil ha, sku den så være med sennep eller ketchup eller begge dele?
- Begge dele. Med eller uden begge dele. Som man nu vil opfatte det.
- Jeg respekterer fuldt ud Deres indstilling. Jeg burde måske gøre opmærksom på at vi osse har ristede løg og rå hakkede løg som tilbehør.
- Det var godt De nævnte det. Så tror jeg at jeg vil skifte ketchuppen ud med rå hakkede løg – i første omgang. Måske – men det kan jeg ikke sige helt sikkert – måske vil jeg ha to knækpølser.
- Et eller to stykker brød?
- Jeg vil nøjes med at undvære et stykke brød.
- Tør jeg forstå på Dem, at de så gerne vil ha det andet stykke brød?
- Jeg er ked af hvis jeg udtrykker mig uklart. Det første stykke brød er det jeg ville ha bestilt, hvis jeg ville ha bestilt det. Men da jeg nu ikke vil bestille det, falder det naturligvis væk af sig selv. Det andet stykke derimod ville jeg ikke engang ha bestilt selv om jeg ville ha bestilt det første, så det bliver slet ikke aktuelt.
- Så er jeg med nikkede pølsemanden alvorligt.
- Men De må undskylde jeg har taget Deres tid, sagde Svante, da han så jeg var færdig med min pølse.
- Jeg kommer igen i morgen.
- De skal være velkommen når som helst.
- Og siden den dag kom Svante hver aften og frabad sig på forhånd sin knækpølse med sennep og rå hakkede løg og kun et stykke brød. Enkelte gange kunne pølsemanden overtale ham til at give afkald på ristede løg i stedet for de rå, men der satte Svante også grænsen. Alligevel udspandt der sig et varigt venskab mellem de to, hvis man da kan tale om negative venskaber, og det varede til Svante atter fik smag for pølser og derved blev en ganske almindelig kunde.
- Nå, slutningen står for min regning. Jeg syntes hændelsen indbød til at man digtede videre på den. Jeg tilskyndede også Svante til at lave en vise om den, men der blev aldrig nogen vise af det. Det siger måske lidt om Svantes arbejdsmetoder og forklarer hans knappe produktion: han lod sig ikke inspirere af hvad som helst.
Forfatter: Benny Andersen
No comments:
Post a Comment